Skt. Knuds Kirke, Svendborg


I middelalderen havde Svendborg 3 kirker. Endnu står der 2 af disse nemlig Vor Frue og Sct. Nicolai. Den tredje, tilhørende et franciskanerkloster, blev revet ned i 1828 og de sidste ruiner blev fjernet i halvfjerdserne for at give plads til den nuværende banegård som åbnedes 1876.

Omkring år 1820 var der kun 3 katolske familier i byen. Om en katolsk gudstjeneste kunne der ikke være tale. Den nærmeste katolske kirke var i Fredericia, indtil man efter religionsfrihedens indførelse i 1849 fik et kapel i Odense. Den første katolske præst i Svendborg efter reformationen kom 1883 fra Tromsø i Norge. Det var pastor Braun, der lejede et lokale en ejendom på Lundevej 13, hvor man holdt gudstjenester. Senere købte man et lokale i Vestergade til kapel.

I slutningen af 1885 var der 80 katolikker og kapellet i Vestergade var for lille, og man måtte tænke på at købe byggegrund. Derfor traf det sig meget heldigt, at man i 1886 fra en købmand fik tilbud på en bygning i Havnegade. Bygningen havde hidtil været cikoriefabrik, og den var stor nok med plads til både kirke, skole og præstebolig. Man fik indrettet kirke i midterfløjen, venstre sidefløj præstebolig og skolelokaler. Den højre sidefløj blev udlejet, først som pakhus og senere ombygget klinik for øre-, næse-, halssygdomme. I 1922 indrettedes højre sidefløj til Mariasøstre, der kom fra Belgien i 1912. Mariasøstrene er p.g.a. alder og manglende kald desværre igen flyttet fra byen - de fleste til Mariastiftelsen i Vejle.

Søndag d. 6.november 1887 blev kirken indviet af den apostoliske præfekt i Danmark, bp. Johannes Von Euch. Kirken opkaldtes efter salig Karl den Gode, Knud den Helliges søn, men i oktober 1888 kom der ordre fra Rom, at kirken skulle kaldes Sct. Knuds kirke, fordi Karl den Gode endnu ikke var helgenkåret. I slutningen af 1889 opnåedes den kgl. anerkendelse, og kirkens første sognepræst blev pastor A. Witte.

I mange år blev præstegerningen varetaget af præster fra Redemptorister-ordenen (C.Ss.R.), men p.g.a. manglende kald til ordenen, fik sognet i 2006 en sekular- verdenspræst, pastor Tuyen Nguyen. (Den grundlæggende forskel på en sekularpræst og en ordenspræst ligger i, om præsten tilhører et af kirkens ordenssamfund eller ej. Der er således ingen forskel i den kirkelige betjening eller præstens status i øvrigt.)

Ved kirkens indvielse skænkede greve Adam Moltke-Hvitfeldt til Glorup en enestående håndmalet kopi i fuld størrelse af Rafaels verdensberømte "Sixtinske Madonna". Kopien er udført af guldaldermaleren C.A. Jensen (1792-1870), og billedet hænger stadig på dets plads over alterbordet.

I 1974 blev kirken fornyet efter de nyeste retningslinier, som blev anbefalet af 2. Vatikankoncil, og for få år siden opførte frivillige fra Vietnamesisk Forening en Mariagrotte i kirkens have.

Hver tredje onsdag mødes kontaktgruppen, som er menighedens ældregruppe, og den anden torsdag i hver måned mødes lægfranciskanerne. Der holdes religionsundervisning for alle katolske børn hver anden lørdag. Voksne konvertitter undervises af sognepræsten efter nærmere aftale.

Der holdes messe flere gange hver uge, og alle er velkomne.

 

Til toppen af siden